der er spørgsmål, som fødes af besættelser.
og besættelser, som fødes af ubehag.
min opstod af den konstante friktion med noget, der ikke passede.

​

ikke af en klar idé, men af et vedvarende ubehag.

​

i årevis var jeg nedsænket i teknologibranchen.
alt syntes at pege mod fremskridt: sensorer, automatisering, effektivitet, kontrol.
men bag facaden af “fremskridt” fandt jeg noget, der gjorde mig dybt utilpas:
innovation var blevet et tomt ord, forvandlet til pynt.
beslutninger blev ikke styret af kvalitet eller af en reel forbedring af livskvaliteten eller miljøet.
de blev styret af hastighed, skala, den repetitive logik i growth at all costs.

​

jeg så, hvordan bæredygtighed blev til et slogan.
hvordan tusindvis af produkter blev skabt uden refleksion, uden varighed.
jeg ville ikke blive der.

​

jeg begyndte at stille spørgsmål.
og det første, der brød sammen, var idéen om funktionalitet.

​

er at fungere at opdage? at sanse? at opfylde specifikke krav?
eller er det at påvirke, at ændre noget dybere hos den, der oplever et rum?

​

jeg forstod, at det virkelige vendepunkt ikke lå i at måle bevægelse eller i at indsamle data.

​

det lå ikke i at provokere sensorerne, men i at provokere vores sanser.

​

automatisering er kun ét lag.

​

jeg måtte frigøre mig fra begrebet funktionalitet i teknologien,

fordi jeg ville ændre, hvordan et menneske føler, når det bebor, for at forme stemninger fra den sensoriske oprindelse af oplevelsen.

​

lyset.
subtilt, men absolut afgørende.
det fik mig til at gentænke alt.
så længe jeg kan huske, har jeg obsessivt taget mig af belysningen i mine rum.

​

hvidt lys, varmt, rødt, omsluttende, fokalt, atmosfærisk, ……

​

det kan få dig til at føle ro, spænding, overgang, …..

​

og det var ikke nok med en app, generiske leds eller “smarte” systemer, der kun replikerer mønstre.

jeg studerede optik, kolorimetri, neuronopfattelse.
jeg begyndte at observere, hvordan lyset ændrer sig, når det passerer gennem specifik materie, og hvad det fik mig og andre til at føle.
glasmalerier, transluscente materialer, teksturer, der ikke kun farver lyset, men former det og skaber kurateret belysning.
der forstod jeg, at hvis jeg ville ændre stemninger, måtte jeg designe ud fra kurateret belysning, ikke programmeret.
bygget fra materien, ikke fra det digitale.

​

jeg begyndte ikke kun med teknologi.
vejen førte mig; bevidst, nysgerrig, utilpas, …
til at stille spørgsmål, der ikke passede ind i koder eller sensorer.
for at ændre hvordan et rum bebos,
måtte jeg ændre hvordan det føles.
og for at opnå det, var algoritmer ikke nok.
jeg havde brug for designets metoder,
kunstens dybde,
og videnskabens bevidsthed.
for at integrere dem som fundamenter og skabe ud fra dem.

​

der opstod spørgsmål,
hvis dette artefakt optager plads, hvorfor så ikke også lade det indeholde den?

​

indeholde planter, objekter, minder eller tomhed.
hvorfor ikke overlade det til personens fortolkning uden at påtvinge en brug?

​

det var dér, jeg så betydningen af denne udnyttelse og tænkte:
hvis et artefakt genererer lys, kan det lys så udnyttes endnu mere?

at udnytte.
ikke som synonym for udnyttelse.
men som synonym for resonans.
at udnytte det, der allerede eksisterer, uden at opfinde en undskyldning for at eksistere.
at udnytte det lys, der allerede er til stede, for at give det en anden dimension.

​

jeg belagde stålkroppen med fotokatalytisk nanoteknologi.
en membran, der er i stand til at transformere lys til rensning.
lys, der ikke kun oplyser, men renser.
som mindsker forurenende stoffer, allergener, bakterier, vira, skadelige partikler.

​

det handlede ikke om at tilføje funktioner.
det handlede om at forstå, at hvert lag giver mening, hvis det fødes af det forrige.
hvis der er en usynlig strøm mellem materie, intention og oplevelse.

​

artefakterne fra bozke søger ikke at imponere med deres kompleksitet.
de søger at forstærke dine sanser.
fra det mest håndgribelige til det mest atmosfæriske.

​

og alt dette uden at miste bevidstheden.
med sporbare materialer, med retfærdige processer, med en logik af varighed.

​

det handler ikke om “at lave produkt”.
det handler om at skabe relationer til det, vi bebor.

funktionalitet er ikke i modsætning til kunst, design, videnskab eller teknologi.
den forstærkes, når den lader sig gennemtrænge af dem.

​

bozke er det skæringspunkt.
et studie, hvor funktion ikke længere måles efter, hvad den gør,
men efter, hvad den fremkalder.

​

raúl ambrízco

aka xaenyaa